KREBSFALCH DUO

12.10.2016 kl. 20:00 Walthers Musikcafé, Skanderborg
Køb billet

Billetsalget er slut

 

Et år med kæmpesucces afsluttes med en række intime koncerter rundt omkring i Danmark, og selvfølgeligt er Walthers Musikcafé med. Når de herre Krebs & Falch folder sig ud bliver det med begrænsede pladser, og det mest musikalsk intime du kan forestille dig.

2016 har været et helt særligt år for Poul Krebs og Michael Falch. Med stort pladesalg, udsolgte koncerter og publikumsbegejstring overalt hvor de er kommet frem. Som den perfekte afslutning på et godt år, vender de to i oktober og november tilbage til de små og intime spillesteder rundt omkring i Danmark. 

Det store band bliver hjemme – og publikum får mulighed for at opleve Michael Falch og Poul Krebs helt tæt på, når de kun har hinanden som selskab på scenen. Bevæbnet med akustiske guitarer, mundharper, stemmer, massevis af gode historier - og ikke mindst en række fornemme og slidstærke sange fra to af de bedste kataloger i Danmark, kombineret med de stærke sange fra deres aktuelle fællesalbum ”Tomandshånd”.   

”Tomandshånd” var ”Ugens Album” på P4 ved release i november sidste år. Singler som titelnummeret og ”Frit svævende” har været store radiofavoritter – og efter bare en måned i handelen var der guldplader til duoen. ”Tomandshånd” var det 11. mest solgte album i 2015 – og salget fortsatte ind i 2016, hvor pladeselskabet kunne give platinplader til KrebsFalch i februar, som endnu et synligt bevis på successen. 

Krebs og Falch var imellem februar og april i år på en omfattende Danmarksturne, med stop i en lang række af de største danske koncertsale. Der var udsolgt overalt hvor de kom frem – og det skønnes at mere end 20.000 gæster oplevede den populære duo på deres indendørs turne. Et på alle måder stort år for KrebsFalch slutter nu med 18 duokoncerter, hvor publikum får muligheden for at opleve de to på helt tæt hold. 

Samarbejdet mellem Poul Krebs og Michael Falch startede i 1995, hvor de, sammen med Steffen Brandt, optrådte under navnet De Tre Tenorer. Siden har Michael Falch og Poul Krebs været jævnlige gæster ved hinandens koncerter – og har været på flere totalt udsolgte turneer som akustisk duo. Som solister er både Poul Krebs og Michael Falch stadig blandt landets mest populære og deres tre respektive albumudgivelser i 2014 var alle blandt årets 30 mest solgte albums i Danmark.