Jens Lysdal

29.04.2016 kl. 20:00 Walthers Musikcafé, Skanderborg
Køb billet

Billetsalget er slut

 

Jens Lysdal har siden han udgav sit debut-album “A matter of time”, tilhørt toppen af den danske musikscene. Han har rejst kloden rundt med sin musik, fået overvældende anmeldelser for alle sine albums, opnået international anerkendelse og nomineringer, men indtil nu altid sunget og udgivet sin musik på engelsk. 

Nu udgiver han sit første solo-album på dansk - “Landet”.
Jens Lysdal er en engageret og altid nysgerrig mand, der altid har sagt og gjort hvad der passede ham - i livet, som på scenen. Det kan både høres og mærkes i  musikken og de stærke, vedkommende tekster.

Hans rustne ro i stemmen er rar, rå og relevant, og sammen med det overlegne og berømmede guitarspil, stadig i forgrunden. Men modersmålet giver nye og yderligere muligheder for humor, holdninger og sproglige nuancer og dem udnytter han til fulde med den nye udgivelse.

Koncerterne er som altid fyldt med skæve indfald og spilleglæde, men måske først og fremmest et nærvær og en intensitet, der ikke lader nogen gå uberørte hjem. Man forholder sig til Jens Lysdal, hvad enten man vil eller ej. Fordi han selv er så meget til stede, drages man også som tilhører med og ind. 

De senere år har Jens Lysdal været på turné i USA, Tyskland, Holland, England, Schweiz, Canada og Portugal . Han indspillede sit seneste album “Easy Heart” i Austin, Texas med nogle af klodens stærkeste musikere, blev skamrost af medierne, nomineret til “Bedste folk-udgivelse i Tyskland” og havde sidste år én af sine sange med på et amerikansk Grammy-nomineret album.

Musikere på turné

Jens Lysdal – Vokal og guitarer

Rune Harder Olesen - Percussion (CV Jørgensen, Tim Christensen, Kim Larsen)

Jesper Bo Hansen - Keys (Anne Linnet, Anne-Dorthe Michelsen)
Nikolai Land - Bas - (Allan Olsen)

Mads Andersen - Trommer (Marie Key)