DKK 80,00 Ekskl. kortgebyr

Comedy ZOO on Tour - Geo, Mark Le Fêvre & Ruben Søltoft

22.11.2014 kl. 20:00 Walthers Musikcafé, Skanderborg
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 80,00 Ekskl. kortgebyr

Walthers Musikcafé præsenterer den 22. november et par af tidens mest medieeksponerede komikere sammen med et af fremtidens store navne: Geo, der har haft cancer og siden har behandlet emnet med et befriende humoristisk glimt i øjet, stand-up-idolet Ruben Søltoft, der har opnået kolossal berømmelse for sin rolle i kultserien “SJIT happens” og Mark le Fêvre, der med sin charme og energi kun er et kvantespring fra berømmelsen som komiker.

Geos shows har udviklet sig i takt med hans gennemlevede cancerforløb. Efter sin helbredelse skrev han en bog om kampen mod kræften, "Ikk´ for sjov", som hurtigt kom på bestsellerlisten herhjemme, og i foråret har man kunnet opleve ham i sit totalt udsolgte one man show “Kemo og comedy”. Hvor han tidligere var kendt som en yderst grænsesøgende komiker, langt ude og af en ganske særlig klasse, har han de seneste par år føjet interessante lag til sin comedystil, så han i dag i langt højere grad leverer eftertænksom comedy med hjerte og filosofiske afstikkere. På touren her fortæller han blandt andet om livet efter cancer og hvordan man ser ting anderledes, når man har været gennem sådan en periode. Som altid både røres og griner man af Geos gakkede måde at se livet på.

Efter en overbevisende sejr i “DM i stand-up” 2010 blev Ruben Søltoft udpeget til et af “De tre nye håb” til Zulu Comedy Galla samme år. Med sin excentriske humor og et gummiansigt, der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med Jim Carreys, har Ruben på rekordtid cementeret sin status som et af fremtidens helt store komiske talenter. I 2011 opnåede han kultstatus med sin "Jeg er et dådyr"-joke, der blev en viral landeplage på de sociale medier. I Rubens selskab skal du kigge langt efter politiske prædikener og moraliserende pointer - du skal bare læne dig tilbage og nyde uspolerede, velskrevne og mavekrampefremkaldende fortællinger. I starten af det nye år kan du se ham i endnu en sæson af TV2 Zulus hitserie "SJIT Happens". På denne turné får du en privat rundtur i Rubens hoved, hvor den røde tråd som regel er, at der ikke er nogen. Med jokes i øst og sydøst kan du være sikker på uforudsigelighed, fantasi og en indlevelse i sin helt egen klasse.

Mark le Fȇvre har oplevet en massiv fremgang inden for både stand-up og radio siden han startede sin komiske karriere i 2010. Han er vinder af talentkonkurrencen “Danish Open i Stand-Up” i 2012, hvor han året forinden vandt talentprisen ved samme arrangement. Mark le Fêvre stod også som finalist ved “DM i stand-up”, 2013. Med Mark le Fêvre får man en komiker, der er energisk og utroligt charmerende – og så har han en evne til at leve sig ind i sine jokes som kun få komikere kan. Udover livet på landets stand-up-scener kan man opleve Mark le Fêvre som radiovært på radiokanalen The Voice med det underholdende morgenshow “Vågn Op!”. Alt i alt skaber dette den super sjove og talentfulde komiker Mark le Fêvre.

November måneds Comedy ZOO On Tour byder på en rigtig sjov aften med blandet stand-up, hvor to friske ansigter danner en forrygende sjov kontrast til Geos mere eftertænksomme comedy. Se dem på Walthers Musikcafé 22. november kl. 20:00